Education
Bachelor på DTU Electro - tell us how you really feel
Selvfølgelig synes vi selv, at vores bacheloruddannelser og studiemiljø er ild, men vi er ikke bange for at teste den tese, så vi spurgte dem, der ved det bedst: Vores studerende. Her er, hvad de sagde.

Thursday 15 June 2023
Der er mange ting, der skal gå op, når man skal skabe den fedeste og mest givende studieoplevelse. Selvfølgelig skal man lære noget, men plads til ambitioner, gode undervisere, state-of-the-art faciliteter, kammeratskab og sociale arrangementer er lige så vigtige, for at studielivet kan gå op i en højere enhed.
Så vi spurgte fire af vores studerende på vores to bachelorprogrammer, Cyberteknologi og Elektroteknologi, hvordan deres oplevelse af at studere hos DTU Electro er.
Cyberteknologi
På Cyberteknologi bliver introduceret til den teknologi, der blandt andet muliggør Internet of Things og nye anvendelser af internettet. Hertil får du et solidt naturvidenskabeligt fundament med matematik og fysik kombineret med avanceret software- og/eller hardwareudvikling.
Du lærer, hvordan information behandles og transmitteres med pålidelighed og cybersikkerhed for øje. Du lærer at få teknologier til at fungere sammen og kommunikation til at opstå. På den måde får du opbygget det løsningsorienterede tankesæt, der kendetegner en ingeniør.
DTU er førende inden for forskning i kommunikationsnetværk. Det betyder, at du i løbet af din uddannelse får en enestående mulighed for at arbejde med de nyeste og mest avancerede teknologier.
Mia - Cyberteknologi 2. semester
- Hvorfor Cyberteknologi
“Grunden til at jeg valgte Cyberteknologi var, at jeg har gået op i programmering, siden jeg var 14, så jeg vidste, at jeg gerne ville programmere en masse, men kun at bruge software, synes jeg ville være lidt kedeligt og ensrettet.
Så da jeg læste om cyberteknologi, så jeg, at der var en blanding af software og hardware, og en mulighed for at gå i en retning af fysikken og fotonikken, det syntes jeg, var mega fedt. Der er en rigtig god balance. Det var lige, hvad jeg havde lyst til!”
- Studieliv
“Altså det første, man lægger mærke til, er, at det er et kæmpe campus, og jeg synes, det er mega fedt! Der er så meget at se, og bygningerne er dejlige steder at læse i. Indimellem når jeg skal læse op til noget, men ikke har undervisning, så kan jeg godt finde på at tage her ud alligevel og sidde her og læse, bare fordi området er inspirerende og motiverende at læse i. Det er nemmere at koncentrere sig.
På første semester oplevede jeg en meget god overgang til universitetsoplevelsen, fordi introduktionen til Cyberteknologi virkelig hjalp os med at komme i gang med studielivet, og så er der også på DTU generelt et stærkt socialliv. Polyteknisk Forening laver alle mulige arrangementer, og vores studieråd, SNE, organiserer også rigtig mange ting på det første semester, så man har mulighed for at møde sine medstuderende både på cyberteknologi og elektroteknologi”.
- Professionelt liv
“I min søgen efter studiejobs, lagde jeg hurtigt mærke til, at det er ret nemt at få et arbejde. Der er virkelig mange virksomheder, der leder efter folk indenfor kommunikationsteknologi eksempelvis. Så der er mange muligheder, og jeg har ikke helt besluttet mig for noget endnu, men jeg tænker, at jeg nok godt vil arbejde i en form for IT-consulting virksomhed”.
Oliver - Cyberteknologi 4. semester
- Hvorfor Cyberteknologi
“Grunden til, at jeg valgte cyberteknologi, er faktisk, at jeg har leget en del med det - også rent erhvervsmæssigt. Jeg har lavet netværksmonitorering og -optimering, så jeg havde ligesom smagt på det.
På baggrund af det vidste jeg, at jeg gerne vil lave noget med datanetværk og cybersikkerhed, men samtidigt se alt det, der er uden om. Og da jeg læste kursusgrundlaget til cyberteknologi, kunne jeg se, at der var meget, der kunne give mig et lidt bredere perspektiv, end det jeg havde”.
- Studieliv
“Jeg er blevet ret positivt overrasket over undervisningen. Når jeg snakker med dem, der går på andre retninger, er det tydeligt, at vi får lov at komme ret tæt på vores undervisere her på Cyberteknologi. Det har jeg virkelig nydt. Det her med at kunne gå op til forelæseren og stille spørgsmål, hvor når man for eksempel er på nogle af de rigtig store kurser andre steder med 3-400 mennesker, så har man ikke lige lyst til at gå op at spørge om noget.
Her har man dialog hele tiden, og det nærvær er virkelig positivt, så man tør spørge om ting og opsøge viden”.
- Professionelt liv
“Jeg har allerede kunnet bruge noget af den læring, jeg har fået på Cyberteknologi. Men jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg vil lave. Jeg sidder ret meget med cybersikkerhed, men jeg synes faktisk, at uddannelsen har skubbet lidt til hele min opfattelse af, hvad jeg vil lave. Blandt andet er mere hardcore datakommunikation begyndt at blive ret interessant for mig, og noget jeg aldrig havde overvejet før med de fysiske lag, altså sådan kabelkommunikation og signalerne der, er jeg også begyndt at finde interessant.
Så jeg er ikke blevet i tvivl om, hvad jeg vil, men min opfattelse er blevet rykket, i takt med at jeg har lært mere, og det synes jeg er ret fedt.
Det er også det der med, at selvom det er en lidt snæver retning, vi er på, så er den bred, for man kan både ramme hele elektroteknologis domæne, og man kan ramme hele softwareteknologis domæne, og så alt det imellem. Der er meget valgfrihed”.
Elektroteknologi
På Elektroteknologi lærer du at analysere og udvikle avancerede elektroniske systemer.
Du vil lære, at den elektriske og elektroniske verden er baseret på et samspil mellem modeller (software) og fysisk realisering (hardware), og at elektroingeniørens opgave i vid udstrækning er at bygge bro mellem den rene computer science og den virkelige verden med dens fysiske muligheder og begrænsninger.
Du lærer på den måde at udvikle og designe elektronisk udstyr og elektriske apparater.
Elektroteknologi er inde i en rivende udvikling. Der er stor vækst inden for computerteknologi, medicinsk elektronik, mobilkommunikation, vindkraft, robotter, trådløse netværk og satellitkommunikation.
For at kunne holde trit med udviklingen er der brug for højt kvalificerede ingeniører inden for elektroteknologi, som er eksperter i elektriske og elektroniske systemer og samtidig har en god forståelse for sammenhængen mellem hardware og software.
Xandra - Elektroteknologi 6. semester
- Hvorfor Elektroteknologi
"Jeg overvejede mange forskellige uddannelser på DTU. Jeg endte på elektroteknologi, fordi jeg allerede der kunne se, at det var her, hvor man sådan rigtig kunne gå ud og producere noget. Det der med, at man kan gå fra en idé til at lave et fuldendt produkt. Jeg kan godt lide idéen om, at man ligesom kan lære at lave noget. Så man træder lidt ud af den der abstrakte karakter ingeniørfaget kan have og over i det mere håndgribelige".
- Studieliv
“Jeg synes generelt på Elektroteknologi, at vi er gode til at hjælpe hinanden, og Elektroteknologi er jo meget bredt, så man ender også ofte med at lave meget forskellige ting også på de andre institutter, og der er vi gode til at finde hinanden.
Det er fedt, at vi får lov til at være i de nye bygninger, og hvis man er lidt opsøgende som studerende, kan man også få lov til at sætte præg på, hvordan de kommer til at se ud”.
- Professionelt liv
"Jeg er så småt begyndt at fokusere på at tage nogle kurser, hvor jeg kan komme ud og lave høreapparater, når jeg er færdig med at læse. Og jeg vil klart sige, at jeg synes, der er kommet mange gode små kurser, hvor man får lov at tage et projekt helt fra start til slutprodukt. Så står man med sådan en følelse til sidst "wow, vi fik det faktisk til at virke", mens man sad på dag 1 og tænkte, at det aldrig ville komme til at fungere.
Så jeg synes, Elektroteknologi er gode til projekter, hvor man ser, at man godt kan nå i mål med noget.
Emma - skifter fra 4. semester på cyberteknologi til 2. semester på elektroteknologi
- Hvorfor Cyberteknologi, og hvorfor skiftet til Elektroteknologi
“Jeg var lidt lost efter gymnasiet, så jeg tog et sabbatår, og der tænkte jeg, at jeg gerne ville noget med programmering, for det lød meget spændende, men det var ikke noget, jeg vidste så meget om. Og så fandt jeg cyberteknologi på DTUs hjemmeside.
Jeg synes stadig, det er spændende på cyberteknologi, jeg kan bare ikke rigtig se mig selv i det.
Studierådet SNE, bestående af studerende fra Cyberteknologi, Elektroteknologi og Bæredygtig Energidesign havde arrangeret pigemiddag, og der lærte jeg så nogle af de studerende på Elektroteknologi at kende, og det, de fortalte, syntes jeg lød virkelig interessant, så jeg ville gerne give det et forsøg”.
- Studieliv
“Folk er gode til at hjælpe hinanden - det havde jeg også hørt om, før jeg kom på DTU. Hvor man ofte hører om mere intern konkurrence på andre uddannelsesinstitutioner”.
- Professionelt liv
“Jeg er stadig lidt i tvivl, om jeg skal gå informationsteknologivejen - det er nok det, jeg hælder mest til lige nu - men jeg synes også, efter jeg har haft nogle af de mere analoge elektrofag, at den retning videre på elektroteknologikandidaten også kunne være ret interessant”.
Mere om bacheloruddannelserne
Med en ingeniøruddannelse fra DTU Electro bliver du klædt på til at løse de problemer, verden står over for. Den treårige bacheloruddannelse giver dig et solidt fagligt fundament for at læse videre til civilingeniør.
Bacheloruddannelsen er en tre-årig teknisk-naturvidenskabelig grunduddannelse, som giver dig basal viden om teknologi og naturvidenskab.
På bacheloruddannelsen bestemmer du selv en fjerdedel af uddannelsens indhold. Den store valgfrihed giver dig mulighed for selv at skræddersy din uddannelse, så du kan specialisere dig inden for det område, der passer til dine interesser og kompetencer.
Du kommer helt tæt på den nyeste teknologi, det nyeste udstyr og den nyeste viden inden for dit fagområde, og du har undervisere, der selv forsker på et højt internationalt niveau.
Kvalitetsuddannelse er et af de 17 bæredygtige udviklingsmål, der er en del af udviklingsdagsordenen for bæredygtig udvikling frem til 2030. Formålet med vores uddannelser og kurser på DTU Electro er at uddanne nationale og internationalt højt kvalificerede ingeniører med kompetencer til at udføre forskning, udvikling, planlægnings- og analyseopgaver.
I feltet inden for elektroteknologi og fotonik er fokus på:
- Kommunikationsteknologi til bæredygtig og effektiv digitalisering af samfundet
- Grønne og bæredygtige energibesparende løsninger
- Nye metoder til bio- og sundhedsvæsnet
- Fremtidens kvantecomputing
Du kan lære mere om vores uddannelser lige her.